Brugte biler – få den undersøgt hos din egen mekaniker
Skal du købe en brugt bil, skal du være sikker på, at du ikke kommer hjem med det, der kan defineres som katten i sækken; en bil som giver dig uventede bekymringer i form af store efterregninger.
Vi har allesammen hørt om de farlige bilsælgere, der med sikkerhed forsøger at snyde kunderne for både det ene og det andet, og derfor bliver det hurtigt en utryg oplevelse at købe en brugt bil – også selvom de fleste bilforhandlere er ganske gode mennesker. Det forklarer Joka biler, der handler med brugte biler i Aalborg:
“Mange folk er skeptiske, når de kommer for at kigge på en brugt bil, og det er forståeligt nok, eftersom det kun er de dårlige historier, der florerer i medierne. Heldigvis er de fleste bilforhandlere helt almindelige mennesker med god samvittighed, men hvis det får dig til at føle dig ekstra tryg, kan du sagtens bede om lov til at lade din lokale mekaniker give bilen en gennemgang, inden du underskriver en eventuel sludseddel.”
En uvildig gennemgang
Har du udset dig en bil, kan du altså køre den hen på dit lokale værksted og bede mekanikeren gennemgå den for fejl og mangler. Det giver en ekstra tryghed, at du ved, du ikke køber noget, der hurtigt kan blive dyrt.
Du kan samtidig være så “heldig,” at mekanikeren rent faktisk finder noget, der bør udbedres, inden du køber bilen, og dermed har du et godt udgangspunkt for at handle prisen lidt ned. Du bør aldrig acceptere, at forhandleren udbedrer skaderne, da sikkerheden – og i hvert fald trygheden – er større, hvis du i stedet får et nedslag i prisen og får din egen mekaniker til at klare arbejdet.
Har du ikke en mekaniker, du plejer at brug, og som du stoler på, kan du også bruge en organisation som FDM, der hjælper kunder med tjek af biler hver eneste måned.